Om bloggen
Bloggen har til formål at samle alle de ideer jeg får til min undervisning, samt til at inspirere andre. Ideerne vil variere bredt indenfor rammen af "jagten på den gode undervisning". Da jeg er særligt interesseret i didaktik, pædagogik, digitale læreprocesser og entreprenant undervisning, vil langt de fleste indlæg på bloggen befinde sig indenfor denne ramme.Jeg vil afgrænse mig til kun at dele indlæg, der har et generelt sigte. Det betyder, at det ikke er i dette forum, at jeg deler anbefalinger af f.eks. specifikke it-værktøjer. Det gør jeg til gengæld sammen med mine kollegaer på bloggen "simpaanettet.blogspot.dk".
Hvem er jeg, og hvad er min baggrund?
Mit navn er Ditte Trineke Hansen. Jeg er 31 år gammel og blev i 2007 uddannet lærer fra Aarhus Lærerseminarium. Jeg har siden 2007 arbejdet som lærer på henholdsvis et 10. klassecenter, en idrætsefterskole og nu en overbygningsskole med 7.-8.-9. klassetrin, hvor jeg primært underviser i dansk, engelsk og idræt.Fra 2010-2012 valgte jeg at læse kandidatuddannelsen "læring og forandringsprocesser" på AAU. Det har været en drøm siden jeg startede på lærerseminariet, hvor jeg blev særligt optaget af didaktik. Valget af studie var derfor ikke et fravalg af lærerjobbet, men et egoistisk valg styret af min interesse for hele tiden at blive klogere.
Som underviser har jeg et meget kreativt job med mulighed for at udvikle og designe spændende undervisning. Da jeg på studiet har fordybet mig i entreprenant læring og digitale læreprocesser, har jeg brugt mange timer på at indtænke det i min egen undervisning samt inspirere andre til at gøre det samme.
På min nuværende arbejdsplads søgte vi - og fik lov til - at blive en del af it-demonstrationsskoleprojektet. Et projekt, der er statsstøttet og varetages af undervisere og forskere tilknyttet forskellige universiteter og professionshøjskoler i landet. Projektet giver i vidt omfang mulighed for at eksperimentere med forskellige it-værktøjer og udvikle og kvalificere det didaktiske perspektiv på brugen af it til læring. I projektet fungerer jeg som skolens projektleder, hvilket giver mig muligheder for at bruge nogle af de ekstra kompetencer, jeg har opnået på kandidatstudiet.
Sideløbende med undervisning i folkeskolen har jeg bl.a. arbejdet med at udvikle MUS-samtaler, holdt kurser i entreprenørskab, it-didaktik og Lego Serious Play. Målgruppen har oftest været lærere eller lærerstuderende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar